Kurser og clinics
Forslag til kurser og clinics
Intrinzen-inspireret legedag:
Legedag, hvor vi udfolder mulighederne indenfor klikkertræning. Din hest behøver ikke på forhånd at være vant til klikkertræning (træning for positiv forstærkning med belønning ved lyd og tildeling af godbid). Du får med garanti en hest, der går til øvelserne på en anden måde end sædvanligt. De fleste heste lukker virkelig op for posen og er med på legene på en sjov og glad måde. Øvelserne kan desuden virke styrkende på overlinjen og forbedre hestens præstationer i ridningen.
Temaaften om gangarter (som f.eks. klubaften):
Vi tager udgangspunkt i Dansk Islandshesteforeningens onlinekursus i gangartslære, som Anne er medforfatter på. Materialet omfatter teori om gangarter, træningstips og videointerviews. Vi dykker ned i dele af kurset, gerne efter jeres ønske. Der kan f.eks. ønskes en tølt- eller galopaften alt efter interesse. Kurset kan også præsenteres overordnet, hvor vi ser på alle 5 gangarter.
Se mere om kurset her: https://ie.dif.dk/ng/public/webshop/#/publicwebshop/product/246
Arbejde fra jorden:
Temadag om at arbejde fra jorden i kapsun og/eller bid. Vi arbejder med løsgørende, smidiggørende og samlende øvelser. Anne viser med egen hest, hvordan øvelserne kan bygges op, bagefter er der 30 minutters eneundervisning med egen hest.
Arbejde i kapsun kan udover at gøre din hest mere afspændt og smidig også være med til at styrke samarbejdet med hesten og øge motivationen hos din hest. Anne tager kapsuner med, så der vil være mulighed for at låne.
Løsgørende og smidiggørende øvelser under rytter:
Temadag med øvelser, der kan hjælpe din hest til at blive afspændt fysisk og mentalt samt øvelser, der gør hesten mere smidig til begge sider. Anne demonstrerer med sin hest, hvilke øvelser, der kan være gavnlige, og hvordan de udføres. Efterfølgende er der eneundervisning, 30 minutter pr. ekvipage.
Løsgørende og smidiggørende øvelser er grundlaget for al videre uddannelse af hesten. Kun en afspændt hest kan lære nyt og bruge sin krop korrekt. En smidig hest kan bruge begge sine sider mere jævnbyrdigt end en ikke smidiggjort hest, og det er en forudsætning for, at hesten senere i uddannelsen kan samles og bære længere tid på bagparten.
Samlende øvelser – At få hesten “upp-hill”:
Temadag, hvor vi gennemgår en række øvelser, der kan være medvirkende til at lette hesten fra forparten og at få den til at forskyde balancepunktet mod bagparten. Deltagelse på denne clinic forudsætter, at hesten er løsgjort og smidiggjort på forhånd.